Der males så mange smukke, flotte billeder. Abstrakte billeder i citrongule, blå og hvide farver. Jeg ser dem som abstraktioner over livets følsomhed. Men midt i al nydelsen af farverne og kompositionerne, trænger diskussionerne om abstrakt kontra figurativ kunst sig indover. Alle de tanker omkring kunst, og det at være anerkendt eller ej... Alle har hver især deres holdninger til det hele. Der er ting som man kan undres over, og der er ting som man kan være uenige i, men nogen facitliste findes ikke… En maler kan være temmelig abstrakt, og anerkendt. En maler kan være figurativ, og anerkendt. En maler kan være kunstner, og en kunstner kan være maler.. Men er en maler nødvendigvis også en kunstner..?

Kunst kræver følelser og udtryk. At blive ramt af udtrykket som en næve i plexus.. At være ved at kaste op over for megen udtryksfuldhed. Blive draget ind i et univers af tankevækkende reaktioner. Udtryksfuldheden på godt og ondt. At få ondt i sjælen, eller at hensynke i bekvemmelig nydelse og æstetik. Det genkendelige er ofte det som umiddelbart springer i smag. Men definitionen af æstetik er ikke universel, og grænserne for provokationens mål er ikke endegyldige.

Men jeg syntes en diskussion om smag fortjener at begreberne skilles ad… Kunsthåndværk er en branche for sig - også kaldet Brugskunst. Og deri ligger originaliteten i at skabe noget som er unikt og funktionelt.  Originaliteten i Kunst ligger i kompositionen, perspektivet, beskæringen, farverne og budskabet. Derfor kan motivet i original kunst være såvel genkendeligt som ikke-genkendeligt.   Den tekniske udførelse er så deri kvaliteten, og dermed levelængden, af værket bygger på.  De tekniske færdigheder er som ordene i et fremmed sprog - jo flere man behersker, jo nemmere er det at gøre sig forståeligt. Spørgsmålet er så, om det overhovedet er muligt at skabe et ikke-genkendeligt værk, uden at det er en abstraktion over et genkendeligt motiv...?

Alt forholder sig til det gyldne snit, da det er deri øjet på en gang finder ro, og samtidig bliver ledt gennem værket.. Proportionerne fremkalder genkendelighedens symbolik. Alle udtryk, det være sig i kunst, arkitektur og design arbejder med at udfordre proportionerne. Når et værk lykkedes, når det ”taler" til betragteren, og øjet ikke trættes ved gentagende betragtninger, er det at kunstneren har integreret det gyldne snit, og de genkendelige proportioner, og samtidig har formået at træde tilpas langt udenfor symmetri og harmoni til at værket får dynamik og bevægelighed. Et værk som er i total harmoni med det gyldne snit, eller en menneskekrop som er total velproportioneret, vil fremtræde helt uden bevægelighed og hurtigt blive uinteressant. Dette gælder for såvel abstrakt, som for figurativ kunst. Og målet er altid at tilfredsstille trangen til at formidle og udtrykke et budskab, og virkeliggøre en følelse, en tanke eller et indtryk.  Når det gælder kunsthåndværk er der så yderligere krav til funktionaliteten. Designet af en kaffekop kan være nok så genialt og udtryksfuldt, men er der ingen bund i koppen vil den aldrig blive anvendt som en kop.

En diskussion om kunstens "originalitet" vil altid tage udgangspunkt i værkets evne til at formidle et budskab så modtageren bliver inspireret. Der findes universelle og ubevidste regler, men smag og behag til motiv er dog stadig individuelt.

I øvrigt har Johannes Itten meget spændende i ”Farvekunstens elementer" beskrevet hvordan den ubevidste personlighed altid viser sig i farvevalg og farvesammensætning. Og også i motivvalg når der arbejdes efter eget valg.

Naturen er bare til. Naturens formål er at udvikle sig for at overleve, og lade dø hvad som ikke indgår i samhørigheden. Naturen skelner ikke mellem tro, race, holdninger og etikker. Den indgår i en symbiotisk alliance med sig selv. Naturen har ingen anden berettigelse end at være til for sin egen skyld. Natur er ikke kunst. Skabelse er at ville manifestere et udtryk med det formål at bevidstgøre og synliggøre en tanke. Og først i det øjeblik manifestet giver respons bliver det til kunst.

Kunst kan være politisk, oplysende, provokerende, nyskabende.  Det som gør et udtryk til kunst, er dets evne til at påvirke betragteren og blive en aktiv del af samtidens udvikling. Kunsten er da et resultat af en bevidst skabelsesproces, hvis mål er at kaste lys på en indre foruddefineret overvejelse omkring samtidsaktuelle problemstillinger. Kunst er en fysisk afspejling af den til enhver tid aktuelle gryende kulturelle og etiske mentale understrøm i den kollektive bevidsthed. Derfor er kunst sjældent dekorativ og æstetisk.

Kunst har intet at gøre med hvor teknisk dygtig man er til sit håndværk som tegner, maler, musiker. Det man frembringer, kan blive til kunst, hvis værket sætter sig spor i modtageren som rækker ud over den umiddelbare og kortvarige reaktion. Det handler om reaktion og refleksion.  Kunst er ikke et tillægsord. Kunstens berettigelse er ikke hverken at behage og forskønne, eller det modsatte, men at undersøge og afdække samtidens dynamik.  Kunst er en definition som eftertiden tillægger de udtryk, der har påvirket sin samtid.

Det klassiske guldaldermaleri var bestilte portrætarbejder, som blev udelukkende bedømt på malerens evne til at manipulere med motivet så det tilfredsstillede kunden.  Det som gør dem interessante i dag, udover studier af teknikkerne, er den samtidshistorie man kan aflæse i billedets symboler og de afbilledes indbyrdes stillinger. Der ligger tit en skjult fortolkning i billederne, som man først kan aflæse når man sætter sig ind i de pågældendes indbyrdes forhold, sammenholdt med malerens livshistorie.  Konkrete eksempler er for eksempel billeder af kongelige som blev lavet for at indgyde respekt. Og senere billeder af borgerskabet blev lavet for at udstille position. De billeder fra den tid, der i dag betragtes som kunst har alle en skjult symbolik, som maleren har sneget ind i motivet. Også dengang blev produceret mange billeder, men kun et fåtal af dem er blevet til kunst i dag.

Det store skred i maleriet kom da malere begyndte at tydeliggøre deres holdninger via motivvalget. Den socialrealistiske periode, som førte til det undersøgende og eksperimenterende maleri. Impressionismen som fødte det moderne maleri, var skandaløs set med datidens øjne, og blev absolut ikke betragtet som kunst dengang. Impressionismen foranledigede diskussioner, demonstrationer og avisskriverier, som var helt på højde med vores nutidige diskussioner om hvorvidt guldfisk, den indre svinehund, lort på dåse, muhammedtegninger osv. er kunst.. Men en ting kan alle blive enige om, nemlig at det afspejler vores verdens vrangside og er en manifestation af nogle aktuelle samtidstanker som trænger til at komme frem i lyset og blive snakket om.  Det som påvirker vores udvikling er kunst.

Al kultur starter som en subkultur. Et helt konkret eksempel er graffiti. Det startede som en subkulturs udtryksform. Mødte megen modstand og disrespekt. Langsomt trængte den stil ind i den mere etablerede verden, og i dag benytter mange skrift og ord i deres malerier, noget som var utænkeligt for bare 30år siden. Se kunsten som en genspejling af modens verden. De nye trends opstår altid på gaden som en modreaktion på den vedtagende norm, og afspejler de aktuelle politiske modstrømme. Moderskaberne omformulerer gadens budskab, gør det gangbart og tilgængeligt for et bredere publikum. Det bliver mainstream, og mister så samtidig sin oprindelige betydning.  Det er det samme som sker i kunstens verden, nu hvor enhver lille biks forhandler pensler og maling sammen med mælk og flæskefars. Maleriet er blevet hver mands udtryksform. Det vil så nødvendigvis igen afføde en ny subkultur inden for de kreative udtryk.

Skal kunsten da ikke være dekorativ..? Og nej, det skal den netop ikke være, hvis den vil udvikle sig. Kun sandheden afspejler vores kriser, og det er igennem dem vi vokser, udvikler os og bliver klogere. Og sandheden er sjældent pæn. Pænheden stagnere. Den flytter ikke bjerge, men er ganske dekorativ så længe den matcher sofaen.

Forstå mig ret - jeg hævder ikke, at det jeg laver er kunst, for det er det ikke. Jeg maler bare billeder og er en gammel anarkist som forfalder til kultursociologisk og kunsthistorisk litteratur.

Picasso blev engang spurgt om hvad forskellen er på kunst og ikke-kunst, til det svarede han: ” Der findes malere som kan lave solen om til en gul klat, og der findes kunstnere som kan lave en gul klat om til solen". Dette falder tæt op ad diskussionen om hvad kunst er… Meget kort kan man sige, at kunst fordre kreativitet, men kreativitet afføder sjældent kunst. Kunst er funktionsløs, og har til formål at kommunikere et budskab som øger selvforståelsen indenfor de kulturelle, personlige og politiske områder, og kan tolkes på flere niveauer. Kunst har en afsender og en modtager. Kunst er inspireret af noget, og vil noget. Kreativitet er forbundet med problemløsning og resultatorienteret nysgerrighed. kreativitet er en forudsætning for at omsætte ideer til virkelighed, eller anvende viden på en ny måde. kreativitet er lig evnen til at skabe (måske skabe kunst, måske lave husflid) Endnu kortere kan man sige, at kunsten har et budskab, og kreativiteten har et mål.

Ja, kunsten er ingen nem størrelse at få hold på. Hvis værket ønsker at behage, så må spørgsmålet være "behage hvad og hvorfor behage?" Hvad er budskabet i det som behager?  Er det for eksempel et landskabsmaleri, må der være en historie eller et budskab i som kan tolkes. Der må være et formål med at vise netop det landskab. Er ønsket at vise eks. det uendelige hav, må det males på en måde så man føler sig midt i havet, og kan mærke fødderne blive våde. Er der ingen anden formidling end den at behage, er det ikke kunst, men resultatet at et stykke kreativt arbejde.  Og jo, budskaber kan godt være positive, men er det nu sjældent.

Nogle billeder kan man blive ved og ved med at kigge på i en søgen efter noget. Noget der som regel er udefinerbart, noget der vækker nysgerrighed, noget der undre, eller noget helt andet. Det er de billeder som man aldrig kan slippe igen, hverken med øjnene eller med bevidstheden, som har det der adskiller kunstneriske billeder fra kreative billeder.

" Hvis man ikke går til yderligheder i kunsten, går man ingen steder.."  Hvor er yderligheden, og hvordan ser den ud...?  Er din yderlighed den samme som min...?   Yderlighed som en grænse for normer og egen formåen - Vil det sige at man må sprænge grænser for at finde frem til kunsten..?  Gør du det i det arbejde…?

Guldfisken i blenderen var netop genial, fordi den mere end noget andet fik hele verden op af sofaen, og alle tog stilling… Se det er en kunst at kunne vække folk…

Tænk hvis alle livets skyggesider kunne vække ligeså megen opmærksomhed… Om det er mere uetisk at putte en fisk i en blender, end det er at spise en gris som har levet et skrækkeligt liv. tja...

Om det, at det kunne være grænseoverskridende for en at udstille sin kunst, skulle gøre det til en kunst at udstille... Nok næppe, det er mere et spørgsmål om hvad der udstilles... Det personligt grænseoverskridende hører mere hjemme hos psykologen end hos galleriejeren..   Og hvis nogen bliver provokeret på deres grænser af andres kunst, så siger det vel mere om dem, end det gør om kunsten… Hvad skal vi med hellige køer, censur og selvbestaltede normer..?  Den der vil provokeres, lader sig provokere.

Sidespring kontra frem eller tilbageskridt… Måske derfor megen kunst består af små hop på stedet, da yderligheden slet ikke findes. Yderlighed er som en tåget regnbue i det fjerne, kan ikke fanges ind, og kan aldrig nås. Den yderste grænse rykker sig i takt med vores erfaringer..

En ”god kunstner", hvad definerer sådan en´...?  En god kunstner vel ikke nødvendigvis også er en´ som laver god kunst.. Eller er det.?

Som jeg ser det er man ikke nødvendigvis en god kunstner fordi men laver god kunst, eller omvendt. En kunstner er heller ikke nødvendigvis en person som producere kunst. Kunst kan også være en livsstil, eller et udtryk.  Kunsten defineres så bredt, men min personlige smag er jo ikke udtryk for andet end mine idealer og ønsker for verdens kulturelle udvikling. God kunst kan vægtes efter teknisk kyndighed, ypperlig abstraktion, politisk engagement. God kunst er også installationer som ikke laves med salg for øje, men for at åbne vores øjne. Og landart som stiller spørgsmålstegn ved vores evindelige jagt på evige forbrugsgoder, og lærer os at glædes ved nuet.

En god kunstner er for mig en person som ikke er bange for at række ud efter yderligheden, og som ikke går på kompromis med sine holdninger. Og netop deri ligger pointen for mig - god kunst har en holdning og et formål som rækker ud over behovet for midlertidig tilfredsstillelse efter æstetik og forskønnelse.

Men hvad vil det så sige at række ud efter yderlighed...  Jeg sagde tidligere, at jeg ikke mener yderligheden kan nås. Den er som en regnbue. Yderligheden er den imaginære grænse vi opstiller for os selv og vores formåen. En grænse som ikke findes, fordi den vil rykke sig i takt med at vi eksperimentere og udfordre os selv. At række efter yderligheden vil sige at være i en stadig kamp for at udforske og undersøge grænserne for det mulige og umulige. At blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved alle aspekter i tilværelsen… Hvorfor er det sådan - Skal det være sådan - Kan det være anderledes - Hvordan kunne det også være - Hvad er meningen - Er der en mening ...... osv.…?

At række efter yderlighed er at aldrig stille sig tilfreds med tingenes tilstand, men hele tiden stræbe efter udvikling. Ikke at det nødvendigvis er båret af utilfredshed, tværtimod, men af nysgerrighed.

Æstetisk og provokerende - kunne man forestille sig et kunstværk kunne være begge dele? Det ville være stor kunst…

Kunst kan aldrig være ligegyldig for så er det ikke kunst. Kunsten skal have et formål som rækker udover den umiddelbare sanselige oplevelse. Den skal sætte tanker i gang og vække følelser, den skal have et budskab, og den skal være relevant for andre end producenten. Og den skal kunne læses igen og igen, og stadig have noget at fortælle.

Kunsten som livsstil... At leve sit liv helt ud, måske ikke uden fortrydelse, men i overbevisningen om at stræbe efter idealernes perfektion, overensstemmelsen mellem holdningerne og udtrykket. At turde skabe kunst uden grænser og stå ved at udtrykke sine holdninger. At være netop en kulturpersonlighed...

Det kan tænkes vi er enige, eller uenige, men det er ikke pointen for der er ingen dogmer eller sandhed i mine tanker, kun for mig selv. Og jeg rækker alt hvad jeg kan efter yderligheden, men det er nok den største kunst her i livet overhovedet at kunne få øje på hvor den er. 

 Er det mon mængden af følsomhed som er afgørende for om det der skabes er kunst eller kreativitet..? Eller kan man overhovedet skelne derimellem..?

Alle disse overvejelser viser hvor svært det er at kommentere på andres arbejde, og at man netop derfor nok bør være nænsom og tænke på hvem modtageren er... Ikke at vi skal pakke hinanden ind i vat og være rygklappere, for det kan ingen bruge til noget, men at vi husker på at vi alle er forskellige og at vi alle lever hvert vores liv Det er rigtigt at dårligt håndværk kan anfægtes, men omvendt så kommer den håndværksmæssige viden og kunnen ikke uden erfaringen. Og det at kunne arbejde bevidst med at forholde sig til en komposition, proportioner og perspektiv kræver også en mængde erfaring... Man kan give sin subjektive mening til kende, men en kritik ud fra billedanalytiske metoder vil i mange tilfælde kræve at man kender malerens udgangspunkt. Man kan ikke sige om et billede at det er meningsløst, for som udgangspunkt må man gå ud fra at det giver stor mening for den som har malet det. Eller det at kunne gøre en figur levende… medmindre maleren er et naturtalent kræver det megen erfaring at beherske teknikken. Men man kan altid stille undrende spørgsmål til meningen med billedet.  Nogen er meget erfarne malere, nogen har en massiv kunstnerisk uddannelse bag sig, men andre er først lige begyndt at male, og jeg mener ikke man kan vurdere alle efter samme norm. Et maleri kan være enormt dårligt set ud fra gængse normer, men set ud fra vedkommendes hidtidige produktion kan det det være enormt godt.

Men smag og behag er jo også forskellig - der er ingen her som har patent på den "gode og rigtige" kunst… Og det vil nødvendigvis give en stor spredning. Det den ene kan lide kan den ikke osv.… Så længe der ikke bedømmes ud fra nogle på forhånd givne kriterier i forhold til skematiske regler kan det ikke være anderledes... Det som den ene syntes er pænt, syntes den anden er tamt og kedeligt… Men hvis et maleri alligevel falder i et med tapetet, hvad skal vi så med det..?

Der findes så mange fordomme om det at være kreativt udøvende…

Den rigtige kunstner sidder sultende og frysende på et loft...  Den rige mands kone maler blomster i stedet for at spise valium...  Et maleri er kun kunst hvis det har været smertefuldt at skabe… Dekorative billeder er ikke god smag… Finkultur er uforståelig... Kun bønder har landskabsmalerier hængende... En amatør kan ikke tages alvorligt… Store dybe tanker er lig med rigtig kunst... Akvarelmaleri er for de selvudslettende… Uforståelige installationer tager pis på folk... Abstrakte billeder kunne selv et barn lave… osv. osv. osv.…

Forsæt listen, den er meget lang…

Men man må da håbe at alle der maler, gør det fordi de kan lide det... Ellers ville det da være en træls beskæftigelse…

Måske en del af problematikken omkring det at betragte og vurdere kunst er, at det ikke er klart hvad formålet er. En kritik vil altid tage sit udgangspunkt efter en forud defineret skabelon. Når der ikke findes en officiel standartliste over hvilke facit der bedømmes efter, vil vurderingen altid tages på et personligt grundlag, baseret på den smag og de forudsætninger man har.  Man kan bedømme et kunstværk efter mange kriterier, men den eviggyldige sandhed findes ikke. Der er ingen facitliste til kunst. Eks. kan man ikke sige om et værk, at proportionerne er forkerte, hvis man ikke ved på forhånd, om det netop bevidst er lavet sådan. Kun hvis kunstneren spørger direkte:" Hvad mener du om proportionerne, er de rigtige eller forkerte..?" - så kan man svare at de er det ene, eller det andet. Man er nødt til at vide hvad der ønskes fokus på, for at kunne give en saglig kritik. Ellers er det man må "nøjes" med at forholde sig undrende, og spørge til det man ikke kan se. Og folks hensigt med at lægge et værk til rating må også defineres. Ønsker man at vide andres holdning til motivvalg, smag og behag, ønsker man anerkendelse, kritik, eller hvad det nu kan være. Ligger man et værk ud til rating fordi man er i tvivl om hvorvidt andre bryder sig om det, eller er det fordi værket ikke er færdigt og man ønsker konstruktiv vejledning.  Der er mange faktorer som spiller ind når man bevæger sig ud i sådan et minefelt som kritik og karakterer.

Misforståelser skyldes ofte mangel på information.

Hvad vil man med kunsten...?

HVAD ER KUNST?

”Kunst er at have noget på hjertet og turde slippe det løs...”

 Okay, men hvad er det så som afgør at noget bliver bedømt som kunst, mens andet ikke gør? Hvad vurderes der ud fra?

Som Christian Tangø svarede, da grisen var død, om dette er kunst? Noget i retning af at "diskussionen om hvad som er kunst, er uendelig lang og uendelig kedelig. Det er bedre at tale om hvad som er god kunst.."

Om grisen er god eller dårlig kunst skal være usagt, men budskabet var tydeligt. Og det er vel også en pointe om hensigten med arbejdet?

De kunstværker man ikke kan se sig mæt på, de må da høre til i kategorien "God Kunst"...?

Uden hinanden er vi intet - det er i relationen vi møder os selv, og uden selvet kunne vi ikke være skabende. Vi er natur der stræber efter kultur.

Kunsten er som diskussionen om kunst. Jeg syntes stadig diskussionen er god og aktuel. Indimellem ryger der nogle finker af panden, indimellem er der nogle som misforstår hinanden, og indimellem er der rivegilde. Men der er også rigtig mange gode snakke om kunstforståelse, materialer, teknikker og inspirationskilder. Og der er også stadig pjat og pjank. Jeg mener her skal være plads til det hele - både det sure og det søde - for det er alt sammen en del af vores liv og vores verden.  Hvis vi vælger kun at ville acceptere det gode og det søde, og sletter alt det vi ikke bryder os om, tror jeg vi bevæger os ud på et skråplan hvor kun censuren får ret til sidst. Og hvem skal så i sidste ende bestemme hvad og hvilke diskussioner og samtaler der må finde sted, eller hvad der er kunst..?

Jeg går ind for ytringsfrihed og demokrati. Jeg går ikke ind for at man taler grimt til hinanden, men det er for mig ikke grund nok til at censurere på noget. Livet er både sort og hvidt (rød, blå, gul ), og hvis vi fjerner en af farverne fordi vi ikke bryder os om den, bliver det svært at male et helt billede. Uanset om vi fodre den ene, eller den anden ulv, vil naturen altid søge efter balance.

Hvis man ønsker at vurdere hvad andre laver, må man give dem en chance for at forstå hvilke kriterier vurderingen bliver bedømt efter.

Når man efterlyser en kommentar/karakter af sit arbejde, er det fordi man er interesseret i seriøs kritik, som kan anvendes konstruktivt.

Bevares, smag og behag er individuel, og kan ikke diskuteres.

Når man viser sine værker frem for andre, så er det primært fordi man er glad for det man har lavet, og man viser det frem i håb om at blive mødt på en respektfuld og anerkendende måde. Det kan godt være man ikke endnu er en stor kunstner, men måske man kan blive det, eller ønsker at blive det. Og når man arbejder med at ville udvikle sin kunst, så fortjener man også at blive mødt med seriøs kritik, om den så er god eller dårlig, det er mindre vigtigt.

Der findes uendelige mange holdninger til alt, ligesom der findes uendelig mange retninger indenfor kunst. Nogen ønsker at behage øjet og dekorere med deres udtryk, andre ønsker at være kompromisløse i deres formidling af et budskab. Men der findes ingen facitliste over hvad som er korrekt. Der er behov for alle udtryksformer, ligesom det er nødvendigt at tale om det der optager en´...

Derfor kan man heller ikke vurdere kunst. Man kan sige at det teknisk set ikke opfylder de gængse normer for komposition osv., men alt er relativt, og må derfor ses i forhold til hvad man vil med det, og hvilken udvikling der ligger bag værkets tilblivelse.

Dekoration for dekorationens egen skyld er som stillestående vand. Det er ganske pænt, men intet kan leve deri. Hvis kunsten er nødt til at provokere for at skabe liv - så er det det der skal til. Kunsten må skabe røre i andedammen.

Naturen er bare til.  Naturens formål er at udvikle sig for at overleve, og lade dø hvad som ikke indgår i samhørigheden. Naturen skelner ikke mellem tro, race, holdninger og etikker. Den indgår i en symbiotisk alliance med sig selv. Naturen har ingen anden berettigelse end at være til for sin egen skyld. Natur er ikke kunst.

Skabelse er at ville manifestere et udtryk med det formål at bevidstgøre og synliggøre en tanke. Og først i det øjeblik manifestet giver respons bliver det til kunst.

Kunst kan være politisk, oplysende, provokerende, nyskabende.  Det som gør et udtryk til kunst, er dets evne til at påvirke betragteren og blive en aktiv del af samtidens udvikling. Kunsten er da et resultat af en bevidst skabelsesproces, hvis mål er at kaste lys på en indre foruddefineret overvejelse omkring samtidsaktuelle problemstillinger. Kunst er en fysisk afspejling af den til enhver tid aktuelle gryende kulturelle og etiske mentale understrøm i den kollektive bevidsthed. Derfor er kunst sjældent dekorativ og æstetisk.

Kunst har intet at gøre med hvor teknisk dygtig man er til sit håndværk som tegner, maler, musiker. Det man frembringer, kan blive til kunst, hvis værket sætter sig spor i modtageren som rækker ud over den umiddelbare og kortvarige reaktion. Det handler om reaktion og refleksion.  Kunst er ikke et tillægsord. Kunstens berettigelse er ikke hverken at behage og forskønne, eller det modsatte, men at undersøge og afdække samtidens dynamik.  Kunst er en definition som eftertiden tillægger de udtryk, der har påvirket sin samtid.

Den helt almindelige snak om hvad som er kunst, og hvad som ikke er, lyder tit sådan her: " Det der er da ikke noget, det kunne selv min hund have malet!  Phuuha hvor er det grimt det er da ikke kunst!  Det forestiller jo ikke noget!"  Osv. osv…

Det klassiske guldaldermaleri var bestilte portrætarbejder, som blev udelukkende bedømt på malerens evne til at manipulere med motivet så det tilfredsstillede kunden.  Det som gør dem interessante i dag, udover studier af teknikkerne, er den samtidshistorie man kan aflæse i billedets symboler og de afbilledes indbyrdes stillinger. Der ligger tit en skjult fortolkning i billederne, som man først kan aflæse når man sætter sig ind i de pågældendes indbyrdes forhold, sammenholdt med malerens livshistorie.  Konkrete eksempler er for eksempel billeder af kongelige som blev lavet for at indgyde respekt. Og senere billeder af borgerskabet blev lavet for at udstille position. De billeder fra den tid, der i dag betragtes som kunst har alle en skjult symbolik, som maleren har sneget ind i motivet. Også dengang blev produceret mange billeder, men kun et fåtal af dem er blevet til kunst i dag.

Det store skred i maleriet kom da malere begyndte at tydeliggøre deres holdninger via motivvalget. Den socialrealistiske periode, som førte til det undersøgende og eksperimenterende maleri. Ex. impressionismen som fødte det moderne maleri, var skandaløs set med datidens øjne, og blev absolut ikke betragtet som kunst dengang. Impressionismen foranledigede diskussioner, demonstrationer og avisskriverier, som var helt på højde med vores nutidige diskussioner om hvorvidt guldfisk, den indre svinehund, lort på dåse, muhammedtegninger osv. er kunst..   Men en ting kan alle vel blive enige om, nemlig at det afspejler vores verdens vrangside og er en manifestation af nogle aktuelle samtidstanker som trænger til at komme frem i lyset og blive snakket om.  Det som påvirker vores udvikling er kunst.

Al kultur starter som en subkultur. Et helt konkret eksempel er graffiti. Det startede som en subkulturs udtryksform. Mødte megen modstand og disrespekt. Langsomt trængte den stil ind i den mere etablerede verden, og i dag benytter mange skrift og ord i deres malerier, noget som var utænkeligt for bare 30år siden.   Se kunsten som en pangdang til modens verden. De nye trends opstår altid på gaden som en modreaktion på den vedtagende norm, og afspejler de aktuelle politiske modstrømme. Moderskaberne at omformulere gadens budskab, gør det gangbart og tilgængeligt for et bredere publikum. Det bliver mainstream, og mister så samtidig sin oprindelige betydning.  Det er det samme som sker i kunstens verden, nu hvor enhver lille biks forhandler pensler og maling sammen med mælk og flæskefars. Maleriet er blevet hver mands udtryksform. Det vil så nødvendigvis igen afføde en ny subkultur inden for de kreative udtryk.

Kunsten kan ikke være pæn, den kan være udviklende. Kun sandheden afspejler vores kriser, og det er igennem dem vi vokser, udvikler os og bliver klogere. Og sandheden er sjældent pæn. Pænheden stagnere. Den flytter ikke bjerge, men er ganske dekorativ så længe den matcher sofaen.

Nogle billeder kan man blive ved og ved med at kigge på i en søgen efter noget. Noget der som regel er udefinerbart, noget der vækker nysgerrighed, noget der undre, eller noget helt andet. Det er de billeder som man aldrig kan slippe igen, hverken med øjnene eller med bevidstheden, som har det der adskiller kunstneriske billeder fra kreative billeder.

En af forudsætningerne for at noget kan udvikle sig, er at man deltager, og også forholder sig til omstændighederne.. Så længe der findes nogle som gider forholde sig til det de ikke forstår, eller det som de ikke er tilfredse med, er der god grobund for forsat udvikling..  At diskutere noget, er ikke at være negativ, men at ville belyse alle sider - såvel de negative som de positive.

Vi lever i en verden i dag, hvor alt skal kunne dokumenteres, alt skal kunne passes ind i små kasser, reglerne skal følges til punkt og prikke, alle skal rette ind og gå i takt. Et hvert lille forsøg på oprør kvæles i modargumenter om ansvarlighed og fornuft. Det hele er efterhånden blevet så pænt og korrekt at vi ender med at kede os ihjel. Sikkerhed og kontrol er blevet vigtigere end frihed og humor. Eksperimenterende vildskab og provokerende budskaber skal vi lede længe efter…

Men tabuer har vi mange af… Kunstneriske eksperimenter kan rykke ved grænserne til tabuland..  Ingen eksperimenter, ingen udvikling… Refleksionen er første skridt på vejen til en nuanceret og logisk holdning til alsidighed. Dogmer fører til stagnation.

Og så er det igen at man undre sig...

Når en kunstner får en opgave på f.eks. en total udsmykning af et offentligt byrum, laves det i samarbejde med bestillerens krav og behov. Når en portrætmaler skal lave et bestillingsarbejde er motivet givet på forhånd. Er det færdige resultat så kunst, eller er det håndværk?  Når en stor designer lægger navn til en kreation, sættes den kun i produktion hvis bestyrelsen godkender den, men alligevel fremstår designeren som kunstneren bag det nye look, og det på trods af moden blot er en tillempet fortolkning af gadens sub-stil.

Det er de færreste som kan leve af at male billeder, og af dem er der endnu færre, som kan leve af kun at lave deres helt egne ting. Så hvor går grænsen for hvornår ”sjælen er solgt”?  Så hvornår er det kunst...?   Må der ikke være et bestilligsaspekt..?   Skal værket være blevet til som et resultat af guddommelig inspiration..?  Må motivet aldrig være set før..?  Eller skal værket være købt på et anerkendt galleri som er medlem af galleri-sammenslutningen...?  Er et maleri malet af en professionel, og købt i et møbelhus mindre kunst, end et maleri købt i et forsamlingshus som er malet af en hobbymaler..?

Er kunsten en hellig ko..? Skal et maleri være dybtfølt og hudløst for at være kunst...?  Er kunst en så finkulturel ting at den er hævet højt over trivielle emner som økonomi, efterspørgesel og massernes forbrugsvaner..? Er det kunst at lade kreativiteten fåfrie tøjler, give efter for skabertrangen, og sætte præg på omgivelserne..? Kræves en defination af, hvad kunsten er udsprunget af, og hvad som har motiveret til den... Er det grund nok at være motiveret af et dybtliggende ønske om at være herre over egne omstændigheder. At selv bestemme hvordan verden skal se ud, om ikke den store verden, så i hvertfald den lille nære daglige. Det at male et billede er at skabe et univers af farver og former. Det at kreaere sit tøj, er at udtrykke sin personlighed, og at iscenesætte sin bolig er altsammen udtryk for kulissemageri der skal passe til ønskerne om livet. 

Kunsten bliver betragtet som et meget magtfuldt medie. Både i Sovjet og i NaziTyskland blev al ikke-naturalistisk kunst og litteratur forbudt og brændt. Kun portrætter som hyldede statsoverhoveder var anerkendt kunst.

Det handler også om at vi mennesker har nogle evner og nogle redskaber til at formidle vores tanker, holdninger og idéer med.

Vi har alle en mulighed for at præge og påvirke, ikke kun vores eget liv, men hele den verden vi er en del af...  Spørgsmålet er så, om det ikke kun er en mulighed vi har, men om det også er en forpligtigelse... Om ikke det er vores forbandede pligt som mennesker, at råbe højt når vi ser en uretfærdighed eller en urimelighed...?    Vi som kunstnere kan udtrykke os via symbolsproget i vores motivvalg, en forfatter kan lave en fortælling med en spidsfindig betydning og pointe, en journalist kan afdække fragmenter af virkeligheden og en politikker kan gå direkte til arnen og kildens udspring. Om nogen føler sig provokeret at noget, vil blot vise hvor de har deres ømme punkter. Den der er afklaret, og hviler i sine holdninger vil ikke blive provokeret, men vil invitere til en dialog baseret på gensidig forståelse og udvikling. Kunsten kan oplyse, spørgsmålet er så om den også kan, eller skal, forskønne virkeligheden hvis den vil sige noget, som er relevant for udviklingen. Det er et faktum i dag, at mange ikke tør sige deres mening højt, eller blande sig. Vi er bange for vores egen sikkerhed, men vi er også bange for at støde eller vække anstød. 

Vi er mange som at censurere os selv. Netop derfor må kunsten ikke udsættes for censur. Kunsten som udtryksform er et fortællingsmedie, hvis budskab er den bærende kraft. Maleriet har i sit udtryk ingen facitliste. Håndværk har en norm for anvendelighed, som kunsten ikke er begrænset af.

Der er lang vej fra skolet perfektion til fri abstraktion. I arbejdet med design og håndværk skal funktion og udtryk forenes i en højere enkel anvendelighed, men i maleriet handler det kun om udtrykket, og det er der friheden til at bryde med det mulige findes.

      Det er en lang vej…